Pressemeddelelse fra Sunset Boulevard
Den 6. september sætter Sunset Boulevard som den første store fastfoodkæde i Danmark en burger på menuen udviklet ved hjælp af den kunstige intelligens ChatGPT.
Burgeren ‘Hereford Smokey Bearnaise’ lanceres i samtlige 45 restauranter landet over og smager ifølge kæden intet mindre end ’genialt’.
Hos landets største danskejede fastfoodkæde, Sunset Boulevard, er de begejstrede for den nye teknologi bag ChatGPT.
Så begejstrede, at de har valgt at invitere den kunstige intelligens med ind i produktudviklingen
“Hvor to hjerner tænker bedre end én, gælder det, at en håndfuld hjerner og ChatGPT, når brugt rigtigt, tænker bedre end flere tusinde. Som vi ser det, er det fantastisk, hvad den nye teknologi kan bidrage med – også til produktudvikling,” siger Sunset Boulevards administrerende direktør, Jens Broch.
Virksomheden bruger i forvejen ChatGPT som sparringspartner på materialer som præsentationer, stillingsopslag og SoMe kommunikation.
Da udviklingsteamet stod overfor at introducere en ny burger, var det ifølge Jens Broch naturligt også her at invitere den nye teknologi med på råd.
“Vi fodrede ChatGPT’en med vores viden om danskernes præferencer, Sunset Boulevards ingredienser og menu og vores metoder omkring tilberedning af maden frisk på bestilling. Efter lidt frem og tilbage, kom den frem med især ét interessant forslag, som vi testede og faldt for,” siger han.
‘Hereford Smokey Bearnaise’ beskrives ifølge Sunset Boulevard af ChatGPT således: “Burgeren kombinerer klassiske ingredienser som Hereford bøf og Bearnaise mayo med en ny ingrediens, Chipotle mayo.
Kombinationen er nyskabende men i tråd med de aktuelle trends i dansk madkultur.” Kæden selv tilføjer, at burgeren “vigtigst af alt smager genialt”.
Selvom Sunset Boulevard er begejstrede for ChatGPT’ens input til burgeren, understreger Jens Broch, at AI ikke kommer til at overtage kædens fremtidige produktudvikling:
“Nej, ChatGPT skal ikke udvikle vores mad fremover. Det er os, der kender vores gæster bedst og kan vurdere, hvad der vil falde i danskernes smag. Men AI kan medvirke til ideudviklingen, og det er vi nysgerrige efter at undersøge nærmere.”
AI som hovedingrediens
Sunset Boulevard slår sig ofte op på kvalitet og innovation, og det er, ifølge Jens Broch, ingen tilfældighed, at kæden bliver den første til at lancere en ChatGPT-udviklet burger herhjemme:
“Vi var de første til at fjerne legetøjet fra børnemenuerne for i stedet at plante træer i de danske folkeskove. Vi var blandt de første til at implementere 4-dages arbejdsuge, og vi var de første til at introducere en burger med hamp. Selvfølgelig vil vi også være de første til at lancere en ChatGPT-burger. Vi tænker os om, men vi trækker ikke tingene i langdrag, og vi kan godt lide at teste nye ting af,” siger han.
Sunset Boulevards brug af ChatGPT stopper ikke ved den aktuelle produktlancering.
Virksomheden er ifølge Jens Broch meget engageret i at omfavne den nye teknologi og ser masser af muligheder for at styrke forretningen, arbejdsgangene, produkter og idéer med AI.
“AI er kommet for at blive, og vi kan lige så godt sætte os i førersædet og bruge teknologien som medvirkende redskab til at udvikle virksomheden i positiv retning. Værktøjet kan, hvis man går til det med omtanke, bidrage med enormt meget, fx sparring og udvikling af idéer, research og udarbejdelse af ellers tidskrævende materialer,” siger han.
Sunset Boulevard forventer, at teknologien også vil styrke effektiviteten og kvaliteten af medarbejdernes arbejde, støtte og hjælpe i løsningen af tidskrævende opgaver og dermed understøtte virksomhedens indførelse af 4-dages arbejdsuge.
Hereford Smokey Bearnaise vil være tilgængelig i alle Sunset Boulevards restauranter landet over fra 6. september.