Bilimportører roser bandepakke med fokus på svindel med biler

Foto: Pressefoto

12.9.2023 13:46:40 CEST | De Danske Bilimportører

Regeringen har netop præsenteret en bandepakke med flere forslag, der støtter op om at lukke ned for de brodne kar i leasingbranchen. De Danske Bilimportører hilser bandepakken velkommen.

 

De Danske Bilimportører tager godt imod Regeringens netop præsenterede bandepakke og forslagene om at lukke ned for de brodne kar i leasingbranchen. Brancheforeningen har selv skubbet på for en skærpet regulering igennem længere tid.

Der er ingen tvivl, om at Regeringen adresserer et stort behov for at få strammet op på reglerne for leasingbranchen. Det er velkendt, at bander, og andre kriminelle, misbruger ellers gode ordninger. Vi støtter ethvert forslag, der luger ud i fup og fusk og giver bedre plads til dem, der overholder lovgivningen og bidrager konstruktivt til danskernes mobilitet,” siger Mads Rørvig, adm. Direktør for De Danske Bilimportører.

Konkret foreslår Regeringen, at der etableres et såkaldt ’udvidet Al Capone-samarbejde’, hvor myndigheder styrker deres samarbejde om at bekæmpe økonomisk kriminalitet, samt at kontrollen med synshallerne udbygges, både i forhold til fortoldning og i forhold til gennemførsel af kriminaltekniske undersøgelser af køretøjer med henblik på at afdække, hvorvidt køretøjer er ’klonet’. Det vil sige, om stelnummeret fra en lovlig bil anvendes til at skjule identiteten af en stjålet bil.

Regeringen foreslår gode velafmålte initiativer, som både adressere den afgiftssnyd, der finder sted, og den tekniske omgåelse, som kloningen er udtryk for, og som dækker over anden kriminalitet. I regeringsgrundlaget fremgår det også, at man vil lave en egentlig licensordning for leasingselskaber, og selvom den ikke er med i bandepakken, så forventer vi, at det vil komme med i udmøntningen. Det vil ligge i helt naturlig forlængelse af de øvrige initiativer,” fortsætter Mads Rørvig.

Kilder

Tekst: De Danske Bilimportører

Statistik: Bilstatistik.dk