Lars Larsen inviterer 2.000 medarbejdere til afterski

Sidste år var temaet til JYSK-festen superhelte, og her var Lars Larsen (th.) klædt ud som "The Købman".

Lørdag den 17. november inviterer Lars Larsen alle JYSKs medarbejdere i Danmark til stor afterski-fest. Dagen derpå holder JYSK-butikkerne lukket med undtagelse af to citybutikker og webbutikken JYSK.dk.

Odense Congress Center bliver lørdag den 17. november omdannet til Danmarks største skihytte, når JYSK afholder sin årlige medarbejderfest for alle 2.000 medarbejdere i Danmark plus ledsagere.

Hvert år fejrer JYSK sine medarbejdere til en fælles fest for at sige tak for indsatsen i det forgangne år. I år er temaet afterski, og derfor byder aftenen på hvidklædte pister og iskolde øl, mens blandt andre Scarlet Pleasure, Kesi og Gilli holder gang i dansegulvet.

”Afterski handler om at være sammen og genopleve de bedste minder fra pisterne. Vi skal på samme måde mindes årets gang, når vi samler alle medarbejdere fra vores butikker, distributionscenter og kontorer for at fejre dem og have en hyggelig aften,” siger Lene Houe, HR Manager i JYSK Danmark.

Fast tradition i JYSK

Det er 39 år siden, at Lars Larsen startede traditionen med en årlig JYSK-fest. Med årene er festerne vokset i takt med virksomhedens vækst, men formålet med festen har ikke ændret sig.

”Festerne er en anledning til at sige tak til alle vores medarbejdere, som hver dag arbejder hårdt for at sikre JYSKs succes. Nu skal de fejres med et brag af en fest, og derfor holder vi også lukket dagen efter, så vi lige har tid til at blive friske til om mandagen,” siger Lene Houe.

Kunder, der ikke kan vente til mandag, kan søndag gå på tilbudsjagt i citybutikkerne i Bruuns Galleri i Aarhus og Friis i Aalborg samt online på JYSK.dk.

Stærkt sammenhold

Ud over socialt samvær og kolde øl vil et af aftenens store højdepunkter være de årlige prisoverrækkelser, hvor blandt andet årets butik, årets JYSK-elev og årets District Manager bliver kåret.

”Alle medarbejdere ser hvert år frem til prisoverrækkelserne, som er med til at understrege den vinderkultur, vi har i JYSK. Alle kæmper hver dag for at være de bedste, og den dedikation kan man også mærke, når vinderne hyldes på scenen af alle deres kolleger,” siger Lene Houe.

Selvom medarbejderne konkurrerer til daglig, handler festen også om sammenhold.

”I JYSK er sammenholdet vigtigt og en af vores helt store styrker, og det er festen med til at understrege,” siger Lene Houe.

Alle JYSK-medarbejdere er klar til at servicere kunderne igen, når de skifter den fynske løjpe-knejpe ud med JYSK-butikkerne mandag den 19. november.