Industriansatte er utilfredse med deres ledere

Ifølge en ny undersøgelse af Dansk Metal er der flere og flere i industrien, som oplever at ledelsen halter. Mere end halvdelen af Dansk Metals tillidsrepræsentanter svarer, at der er udfordringer med ledelsen.

I rundspørgen til tillidsrepræsentanter i Dansk Metal svarer 50,6 procent, at den virksomhed, de arbejder på, er udfordret af dårlig ledelse. Det er en stigning siden 2015, hvor det samme tal var 43,6 procent.

”Det er bekymrende. Ikke mindst fordi det bekræfter, hvad Dansk Metals lignende undersøgelser fra tidligere år også har påvist. Ovenikøbet er der meget der tyder på, at problemet et voksende. Vores tillidsrepræsentanter peger især på, at ledelsen ikke er uddannet inden for ledelse, samt at ledelsen påtager sig for mange opgaver, som de væsentligste forklaringer”, siger cheføkonom i Dansk Metal, Thomas Søby, og tilføjer:

”Dårlig ledelse er selvsagt et problem for de ansatte, men det koster også for virksomheden selv. Ledelsesproblemer slår nemlig også ud på bundlinjen. Hvis man ser nærmere på, hvordan de forskellige virksomheder har klaret sig i det forgange år, er der tydelige forskelle”, siger Thomas Søby.

I en pressemeddelelse skriver Dansk Metal: Virksomheder med dårlig ledelse klarede sig sidste år markant dårligere end virksomheder med god ledelse. De har i højere grad oplevet fald i ordrer, produktivitet og ansatte. Omvendt har virksomheder, der ikke er udfordret af dårlig ledelse, i højere grad oplevet stigninger på disse parametre og dermed klaret sig godt. Tillidsrepræsentanterne bekræfter også, at de virksomheder, der har problemer med dårlig ledelse, også er de virksomheder, der har sværest ved at skaffe kvalificeret arbejdskraft.

”Jeg tror, der er god grund til, at man på direktionsgangene kigger hinanden i øjnene og taler ærligt om, hvorvidt man bør ændre nogle grundlæggende ting i ledelsen. Dårligt ledede virksomheder risikerer, at deres medarbejdere flytter til mere attraktive arbejdspladser. Og det hjælper vi i øvrigt gerne vores medlemmer med”, siger Thomas Søby, cheføkonom i Dansk Metal.