De udenlandske giganters indtog i Danmark kan betyde lukning for flere af de danske webshops, men en dansk iværksætter siger, han har knækket koden i kampen mod de store spillere.
I 2018 brugte danskerne 129,3 milliarder kroner på internettet, men 43,4 mia. kroner – over en tredjedel af pengene gik til udenlandske webshops. Det hænger blandt andet sammen med, at de udenlandske webshops har mulighed for at presse prisen mere end de danske.
Når kunderne handler online, er prissætning nemlig en vigtig faktor – men ikke den vigtigste, mener 27-årige Michael Tobiassen Hansen, der er iværksætter og står bag flere succesfulde danske webshops. Blandt andet Kaffedrengen.dk, hvor det er muligt at købe kaffekapsler på abonnement til sin Nespressomaskine, og Gillette-udfordreren, Barberklingen.dk, hvor man kan købe barberskrabere på abonnement.
Begge webshops ligger i konkurrence med blandt andet de store brands egne webshops, samt Ebay – og i Holland også Amazon. Kaffedrengen har eksisteret i cirka et år, og Barberklingen startede i 2016. De samlede abonnementsindtægter beløber sig for Kaffedrengen i Danmark til 8 millioner kroner og for Barberklingen, inklusive Holland og Sverige, til omkring 12 millioner kroner.
" Selvfølgelig er der nogen, der køber kopivarer hjem og sælger dem billigt, fordi de kun prøver at spille med på prisen. Men der er så mange, der gør netop det, at chancen for at miste kunden igen bliver stor. Det handler i stedet om at skille sig ud og være nærværende, hvis kunden skal have en god oplevelse og komme igen," udtaler Michael Tobiassen Hansen og tilføjer, at han gik ind i Holland med Barberklingen i juni 2019 og allerede er oppe på 2000 abonnenter.
Forbrugerne vil have nærhed, service – og en lokal bager
I lande som Tyskland og England sidder de store udenlandske webshops Ebay og Amazon på henholdsvis 30 og 50 procent af onlinemarkedet. Og det frygtes da også, at Amazon tager en stor bid af det danske marked, når de gør deres forventede indtog.
"Der er da en reel risiko for, at de eksisterende webshops bliver opslugt, når store virksomheder, som Amazon eller Ebay, indtager et nyt marked," siger Michael Tobiassen Hansen og fortsætter:
"For at overleve skal man være en online udgave af den lokale bager, man kender fra landsbyen. Forbrugerne forventer næsten mere end tidligere kendskab, nærhed og god service, når de handler. Men det betyder også, at hvis vi kan skabe det, så bliver kunderne hos os."
Vi vil have varen, så snart vi har købt
Ligesom kunderne vil have indsigt og kundeservice fra deres lokale onlinebutik, vil de også gerne have deres varer, så snart de har købt dem. Flere og flere selskaber tilbyder 24 timers levering, og forbrugerne forventer næsten, at webshops leverer på dagen. Det kan Michael Tobiassen Hansen også nikke genkendende til.
"Kundetilfredshed og convenience er vejen frem. Et eksempel er, at når fru. Hansen ringer ind til os kl. 17 på en torsdag, fordi hun har glemt at bestille kaffe, og selvom vores bagkant er kl. 16, så sørger vi stadig for, at hun har sin kaffe næste morgen kl. 07.00. I den her branche skal man bare være klar til at strække sig det længere for sine kunder," afslutter Michael Tobiassen Hansen.